Spring til indhold
Hjem » Andelsboligforeningens nyhedsbrev januar 2026: Indkaldelse til møde den 3. februar 2026 kl. 19.00 i Fælleshuset

Andelsboligforeningens nyhedsbrev januar 2026: Indkaldelse til møde den 3. februar 2026 kl. 19.00 i Fælleshuset

KÆRE ANDELSHAVERE

Vi har brug for jeres hjælp.

Vi står igen i en situation, hvor vi mangler hænder til at løse opgaverne i vores forening. Som medlemmer af en andelsboligforening har I valgt at være del af et fællesskab. I et fællesskab har man et fælles ansvar og man bidrager til fællesskabet.

Dette bidrag kan se meget forskelligt ud, alt efter ens interesser, evner og muligheder. Det kan være alt fra at lave kaffe til et fællesarrangement, fjerne ukrudt i vejkanten, afkalke vandhaner i fælleshuset eller deltage i et af udvalgene og være med i bestyrelsen.

Nogle af opgaverne ligger indenfor grundejerforeningens ansvarsområde. Men vi er også medlem af denne og har dermed også et ansvar der. Opgaverne overlapper og det har vist sig at være en stor fordel for begge foreninger at samarbejde og have den samme formand.

Næsten alle grundejer- og andelsboligforeninger har svært ved at besætte bestyrelsesposter inkl. formandsposten. Dette gælder også vores.

For at være med i bestyrelsen behøver man hverken erfaring eller særlige kompetencer. Det kræver kun engagement, ansvarlighed og en vilje til at arbejde for fællesskabets bedste. Bestyrelsesarbejdet kan deles op, så ingen står alene med store opgaver. Vi hjælper hinanden. Det gælder også formandsposten.

Hvis vi ikke får besat bestyrelsesposterne, bliver vi nødt til at overveje andre løsninger. Vi i bestyrelsen har selvfølgelig gjort os nogle tanker. En løsning vil være at indgå i et samarbejde med en ekstern administrator. Bliver dette for bøvlet eller for dyrt kan den ultimative løsning være at omdanne andelsboligerne til ejerboliger. En sådan løsning vil resultere i kun en forening, som skal administreres og dermed kun en bestyrelse, hvor posterne skal besættes.

Vi håber dog, at flere vil overveje at stille op til bestyrelsen eller formandsposten. Men for at drøfte alle muligheder indkalder vi til et møde

Tirsdag d. 3. februar kl. 19 i fælleshuset.

Det handler om vores hverdag, økonomi og foreningens fremtid. Derfor er det vigtigt, at så mange som muligt deltager i mødet og giver deres mening til kende.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen AB Klosterbakken II